Oplæg & rundvisninger
Sct. Hans Have tilbyder oplæg og rundvisninger
Få inspiration til den økologiske have eller forståelse for havens særlige historie. Henover året inviterer vi til en række forskellige rundvisninger i haven. Læs mere om årets rundvisninger her.
Vi tilbyder også rundvisninger for grupper. Rundvisningerne tager altid udgangspunkt i havens liv og har du særlige interesser kan vi tilpasse herefter.
Billetindtægter går ubeskåret til havens sociale indsats – altså til at skabe de bedst mulige rammer og forudsætninger for, at mennesker med vidt forskellige baggrunde og ressourcer kan deltage ligeværdigt i arbejdet med at bevare og udvikle haven.
Praktisk info – gælder alle oplæg og rundvisninger for grupper:
Varighed: ca. en time, inklusive tid til spørgsmål
Hverdage:
Pris: 2400,- eks. moms
Weekend og helligdage:
Pris: 3400,- eks. moms
Forfriskninger som tilkøb. Pris ex. moms.
Hjemmelavet lemonade af egne og lokale råvarer 38 kr.
Kaffe med sødt 75 kr.
Medbring praktiske sko og tøj efter vejret.
Skriv til Tina på tina@scthanshave.dk hvis du vil høre mere.
RUNDVISNING I
Sct. Hans Have – en have i særklasse
Midt i Nationalpark Skjoldungernes Land og smukt placeret ved Roskilde fjord finder du Sct. Hans Have. Den historiske have blev oprindeligt anlagt som hospitalsgartneri i 1816 og har eksisteret lige så længe, som der har været psykiatrisk hospital på Sct. Hans.
Gartneriet har haft stor betydning for Sankt Hans hospital igennem tiderne. Området var omkranset af grønsagsmarker, kålhaver og frugtlunde, som gartnere og patienter tog hånd om. Hospitalet har været selvforsynende i perioder.
I dag er Sct. Hans Have en socialøkonomisk virksomhed, der med udgangspunkt i stedets særlige historie har til formål at fremme mental sundhed gennem natur, kultur og fællesskaber.
Haven inviterer borgere, der står sårbart i livet, ledige og frivillige til at være med til at passe haven. I dag dyrker vi bær, frugt, urter og spiselige blomster inspireret af økologiske og regenerative principper. På den måde bygger Sct. Hans Have videre på stedets særlige historie.
Haven er netop blevet renoveret, således at havens naturkvaliteter er blevet udfoldet og forstærket, så de i endnu højere grad understøtter havens formål om at fremme mental sundhed.
På denne rundvisning kommer vi rundt i hele haven. Med tråde tilbage i historien fortæller vi om livet i Sct. Hans Have i dag og den nære fremtid.
RUNDVISNING II
Sct. Hans Have – en regenerativ have
På denne rundvisning viser vi rundt i haven og fortæller om, hvordan vi dyrker haven og samtidig arbejder for at fremme biodiversitet, skabe en frugtbar jord, smagfulde måltider og et mere inkluderende samfund, hvor der er plads og brug for flere.
I oplægget fortæller vi om, hvordan vi nærer jordens frugtbarhed og mikroliv. Men også hvordan vi arbejder cirkulært med energi, materialer og ressourcer og hvordan haven skaber mulighed for at mennesker med lyst og livsglæde kan dele med dem, der har brug for det.
Endelig kommer vi omkring, hvordan selvforsyning og brugen af lokalt dyrkede grøntsager kan være med til at fremme mental sundhed og livskraft for den enkelte og for vores nære opland.
Vi forsøger i alt hvad vi gør at skabe mere liv end det vi tager. Begrebet regenerativ er afledt af det latinske ord for at genopbygge – eller revitalisere. Dette indrammer meget fint værdien af de mange aktiviteter i Sct. Hans Have.
Du vil blive vist rundt af; TINA UNGER, AGRONOM OG DIREKTØR I SCT. HANS HAVE
Tina har altid arbejdet med mad, jorden, dyrkning og alt dette i mange forskellige slags fællesskaber. Hun har solid erfaring med at få idéer til at spire, gro og slå rod.