Sct. Hans Haves Café
Menuen i Sct. Hans Have caféen gror ud af de økologiske råvarer, der kan høstes i haven eller i vores nære, frodige opland.
Maden kan nydes i drivhusene under vinranker, figen- og mandeltræer, i bærhaven eller under pergolaen.
Frokost serveres fra kl. 11 til 15 i julesæsonen – og alt sødt frem til kl. 16.
Køkkenet laver mad og drikke fra bunden af de mange forskellige krydderurter, bær og blomster, som vi dyrker og sælger i haven – som pynt på kager og frokosttallerkener, i salater, i pesto, i safter, cocktails og i det hele taget som grundlæggende smagsgiver i køkkenet.
Årstidens grøntsager fylder på tallerknerne og leveres ugentlig i sæson fra det lille økologiske gartneri Godis Grønt. Havens charcuteri er de smagfulde skinker og chorizo fra Birthesminde. Vores kolde lemonader serveret med is, citron og frisk mynte er tilberedt af most fra Hesselbjerggaard. Urte-teen er fra vores egne te-bede. Vores øl er fra Herslev Bryghus . Den friskristede kaffe fra lokale Just Coffee. Og hertil passer den prisvindende chokolade fra Friis-Holm chokolade , der har deres chokoladefabrik i Herslev ikke langt herfra.
Vi hylder de gode råvarer, og gør alt, hvad vi kan, for at undgå madspild. Derfor kan menuen ændre sig hen over dagen.
Det er ikke muligt at reservere bord i caféen, men haven er stor og har plads til mange, så der er god mulighed for at finde en plads.
Vi tilbyder forskellige typer private selskaber og du kan booke Orangeriet i Blomsterhaven.